
En 57-årig kvinde er mandag morgen kørt galt i sin bil på Aarsvej uden for Løgstør, da hun var på vej på arbejde.
Nordjyllands Politi fik meldingen om uheldet klokken 06.54, men politiet vurderer, at uheldet er sket et par timer tidligere.
Da politi og beredskab kom frem til stedet, var kvinden fastklemt, men ved bevidsthed. Hun er efterfølgende fløjet på hospitalet alvorligt tilskadekommen.
Vurderingen er, at der er tale om et solouheld, hvor bilen er kørt i grøften kort efter rundkørslen ved Aalborgvej. De nærmere omstændigheder er ikke klarlagt.
Da uheldet formentlig er sket mellem klokken fire og fem, har der sandsynligvis ikke været mange biler på vejen. En forbipasserende opdagede kort før klokken syv, at der var en person i bilen i vejsiden og alarmerede politiet. Vedkommende var allerede kørt forbi bilen én gang uden at opdage kvinden, og vagtchefen ved Nordjyllands Politi vurderer, at der kan være kørt en del biler forbi i morgentrafikken uden at se, at der var tale om en aktuel ulykke.
Det er ifølge vagtchefen ikke en udfordring, de ser tit, at trafikuheld overses.
De pårørende er underrettet.